Mandela Citater
Wednesday, 24 January 2007 09:53

Mandela-citater

MandelaSide21A.jpg”Ingen bliver født til at hade et andet menneske på grund af hans hudfarve, hans baggrund eller hans religion. Folk må lære at hade, og hvis de kan lære at hade, kan de også lære at elske, for kærligheden kommer mere naturligt til mennesket end dens modsætning. Selv i de mørkeste tider i fængslet, da mine kammerater og jeg blev trængt til det yderste, kunne jeg se et glimt af menneskelighed i en af fængselsbetjentene, måske kun et sekund, men det var nok til at give mig sikkerhed og holde mig gående. Menneskets godhed er en flamme, der kan skjules, men aldrig slukkes.”
Nelson Mandela i ”Vejen til Frihed”

”Jeres utrættelige og heroiske ofre har gjort det muligt for mig at være her i dag. Jeg overlader derfor de resterende år af mit liv i jeres hænder.”
Mandelas første tale til det sydafrikanske folk, den 11. februar 1990

”Det var ikke en bestemt dag, hvor jeg sagde, at jeg fremover ville hellige mig kampen for at befri mit folk. Jeg befandt mig bare pludselig midt i det, og jeg kunne ikke gøre andet.”
Nelson Mandela i ”Vejen til Frihed”

”Fra og med ulydighedskampagnen blev det at gå i fængsel et ærestegn blandt afrikanere.”
Nelson Mandela i ”Vejen til Frihed”

”Jeg har helliget hele mit liv til den afrikanske befolknings frihedskamp. Jeg har kæmpet mod hvidt herredømme, og jeg har kæmpet mod sort herredømme. Jeg har elsket idealet om et demokratisk og frit samfund, hvor alle mennesker lever sammen i harmoni og med lige muligheder. Det er et ideal, jeg håber at kunne leve for og se virkeliggjort. Men hvis det bliver nødvendigt, er det et ideal, jeg er rede til at dø for.”
Afslutning på Mandelas tale ved Rivonia-processen den 12. juni 1964

”Vi vil skabe et samfund, hvor alle sydafrikanere, både sorte og hvide, kan færdes med rank ryg og uden frygt i deres hjerter, forsikrede om deres umistelige ret til menneskelig værdighed - en regnbuenation i fred med sig selv og verden.”
Fra Nelson Mandelas første tale som præsident

MandelaSside11.jpg”Sydafrikas fremtidige forbindelser med udlandet vil blive baseret på troen på, at menneskerettigheder skal være kernen i alle internationale forbindelser, og vi er rede til at spille en rolle i forsøget på at skabe fred og velstand i verden.”
Nelson Mandela i et interview i 1993

”Jeg har vandret den lange vej til friheden. Jeg har prøvet ikke at vakle; jeg har gjort fejltrin på vejen. Men jeg har opdaget den hemmelighed, at man efter at have besteget et vældigt bjerg blot finder, at der er mange flere bjerge at bestige. Jeg er standset op et øjeblik her for at hvile, for at snige mig til at se ud over det strålende panorama, der omgiver mig, og se tilbage på den vej, jeg er kommet. Men jeg kan kun hvile et øjeblik, for med friheden følger ansvar, og jeg vover ikke at blive stående, for min lange vandring er endnu ikke til ende.”
Nelson Mandela i ”Vejen til Frihed”