Nelson Mandela og forsoning
Tuesday, 11 November 2008 10:56

Nelson Mandela og forsoning

I 1994 trådte Sydafrika ud af en mørk og barsk fortid, og ind i en fri og demokratisk fremtid. Den 27. april 1994 blev det første demokratiske valg afholdt i landet og ANC – den Afrikanske Nationale Kongres - kom til magten ved at blive omdannet fra bevægelse til parti. Nelson Mandela blev præsident for den Sydafrikanske Republik.

Apartheids afvikling markerede afslutningen af et system, som havde domineret Sydafrika siden 1948, da det hvide Nationalistparti tog magten og formulerede en politik baseret på en raceadskillelse, som faktisk havde eksisteret siden de første hvide fra Holland kom til landet i 1652.

Enden på apartheid var også afslutningen af 30 år med borgerkrigslignende tilstande i Sydafrika. En borgerkrig der begyndte i 1960 efter Sharpeville – massakren, hvor 69 fredelige demonstranter blev dræbt af politiet. Massakren var kulminationen af årtiers fredelige protester, mod det hvide styre i landet, og ANC’s forsøg på at få magthaverne i tale. ANC blev forbudt kort efter massakren.

Nelson Mandela erklærede på det tidspunkt, at ”der kommer et tidspunkt i enhver nations liv, hvor der kun er to valgmuligheder: At underkaste sig, eller at kæmpe. Denne tid er nu kommet til Sydafrika” sagde han.
Mandela var central i oprettelsen af ANC’s væbnede gren, Umkhonto We Sizwe (MK), også kendt som Nationens Spyd. Den 16. december 1961 blev sabotage-kampagnen indledt, med bombning af kommunikationsanlæg og statens ejendom.

I 1963 blev ledere af ANC’s øverste organ, ” High Command” pågrebet på Lilliesleaf Farm i Rivonia uden for Johannesburg. Walter Sisulu, Govan Mbeki, Denis Goldberg, Andrew Mlangeni, Ahmed Kathrada, Elias Motsoaledi, og Raymond Mhlaba blev anholdt. Nelson Mandela var allerede fængslet og dømt, fordi han rejste til udlandet uden pas. De blev alle anklaget for højforræderi ved Rivonia retssagen, hvor anklagemyndigheden forlangte dødsstraf, hvis de blev fundet skyldig. På grund af omfattende internationale protester blev de ikke dømt til døden, men til fængsel på livstid.

Gruppen blev fløjet til fange øen Robben Island, udenfor Cape Town. Den eneste hvide, Dennis Goldberg blev indespærret i Pretoria Central fængsel, hvor hvide politiske fanger afsonede deres straf. Der var barske vilkår for ANC-lederne på Robben Island, hvor fange vogterne gjorde alt, for at nedbryde dem.

Det var et hårdt slag for kampen mod apartheid, at alle disse folk blev fængslet. Efter 10 relativt stille år, begyndte landets sorte ungdom at røre på sig. Protester mod uddannelsessystemet i juni 1976, udviklede sig hurtigt til et omfattende oprør, Soweto -opstanden.
Flere tusinde unge mennesker blev dræbt af politiet og militæret, mange blev fængslet og tortureret. Tusindvis af unge flygtede ud af landet, og tilsluttede sig ANC i eksil, for at blive trænet, som guerilla soldater.

Kampen for et frit Sydafrika, blev intensiveret efter 1976, og ANC begyndte for alvor at organisere sig igen i Sydafrika. På internationalt plan havde ANC været aktiv siden 1960, med opfordringer til sanktioner mod apartheidstyret. Ledere som Oliver Tambo, som var Nelson Mandelas tidligere partner i deres advokatfirma i Johannesburg, talte ved FN’s generalforsamling, om undertrykkelsen af afrikanere under apartheid, og hvordan omverdenen kunne støtte dem med boykotter.
Alt imens var Nelson Mandela aktiv på Robben Island, med at undervise de ny fanger der blev indespærret efter opstanden. Robben Island fængslet, blev kendt som Robben Island universitetet, og mange af de folk, der er i regeringen i dag, har fået deres træning hos Mandela, Govan Mbeki og Walter Sisulu især.

Det var først I 1980’erne, at ANC’s opfordring til boykotten blev taget alvorligt. Det var under den store opstand, hvor TV kameraer var med, og folk rundt omkring i verden fik daglige billeder af politiets brutalitet i de sorte townships. I 1986 var Danmark forrest med meget vidtgående sanktioner mod Sydafrika, de blev fulgt op af andre lande kort efter.

Intern modstand voksede med dannelsen af ’The United Democratic Front’ (UDF), som fungerede som en legale front, af det bandlyste ANC. Den væbnede kamp blev optrappet, og international solidaritet rettede fokus på problemet apartheid.
Den 2. februar 1990 kom Sydafrikas præsident med en melding i landets parlament, om at nu skulle Nelson Mandela løslades, og ANC skulle legaliseres igen. Det var et historisk øjeblik, og en sejr for ANC, og hele den internationale anti-apartheid bevægelse.

Den 11. februar 1990 tog Nelson Mandela de første skridt ud af fangenskab, som et frit menneske, hånd i hånd med sin kone Winnie, efter næsten 28 år bag tremmer. Tusindvis af sydafrikanere var mødt op, udenfor Victor Vester fængslet i Paarl, for at hylde og tage imod ham. Med løsladelsen af Mandela, og de andre politiske fanger, kunne forhandlingsprocessen gå i gang. Mandela havde ført hemmelige forhandlinger med apartheidstyret, imens han var i Pollsmoor fængslet, på fastlandet. Nu skulle alle være med, også eksil-sydafrikanere, som fik lov til at rejse ind i landet igen. Igennem 4 år blev der forhandlet, med mange tilbageslag, da apartheidstyret gjorde alt for at bevare magten, og svække deres modpart. Borgerkrigen blev optrappet igennem regeringens stærkt bevæbnede militser, den såkaldte “tredje styrke”. I Kwazulu provinsen, skabte Bantustan lederen, Gatsha Buthelezi kaos, ved at lade sin styrker angriber ANC og UDF folk. Han fik støtte af regeringen til det.

Nelson Mandelas evne som forsoner, blev sat på en hård prøve den 10. april 2003. Tidligt om morgenen denne dag, blev den populære ANC leder Chris Hani dræbt, af et medlem af den hvide højrefløj. Chris Hani var guerilla leder, og havde stor opbakning fra landets sorte ungdom. Sydafrika var pludselig ved en skillevej, den hvide højrefløj ville forhindre en forhandlings løsning, og den sorte befolkning var i oprør. Sydafrika var nu på randen af en blodig borgerkrig.

Så tog Nelson Mandela ordet. På Sydafrikas nationale fjernsynskanal opfordrede han til ro og fred. Han bad sin landsmænd om at stå sammen, sorte og hvide, mod dem der ønskede at ødelægge alt det Chris Hani havde stået for, nemlig frihed for hver eneste sydafrikaner. Mandelas opfordring blev hørt. Forhandlingerne kunne køre videre.

Endelig kom gennembruddet. En valgdato blev fastsat. For første gang i Sydafrikas historie gik hele befolkningen til stemme urnerne den 27. april 1994. På trods af de sidste krampagtige forsøg på at forhindre valghandlingen, hvor højrefløjen gennemførte adskillige bombesprængninger lige inden valgdagen, blev valget en realitet. ANC blev valgt med et stort flertal, og den 10. maj 1994 blev Nelson Rolihlahla Mandela indviet, som landets første demokratisk valgte præsident. F.W. de Klerk og Thabo Mbeki blev vice-præsidenter, og en national enheds-regering begyndte den enorme proces, der skulle omdanne Sydafrika til et demokrati. Arven efter apartheid var tung. En skæv økonomi, massiv arbejdsløshed, manglende boliger, elendigt sundhedsvæsen og uddannelsessystem, og elektricitets- og vandforsyningen, var nogle af de problemer der skulle løses, hurtigt.

På trods af sin alder, kastede Nelson Mandela sig over forsoningsopgaven. Der var meget, som skulle rettes op på. Han brugte meget tid på at forsikre den hvide befolkning om, at deres fremtid under en sort regering, og en sort præsident, slet ikke var så farligt, som nogen mente det ville være. Der var brug for alle kræfter, til at genopbygge et land, der var splittet af racisme og undertrykkelse. Mandela var den rette person til den vanskellige opgave. Han udførte den til hele verdens beundring.

Under Mandelas ledelse blev Sandheds- og Forsoningskommissionen etableret. Det mørke kapitel under apartheid, skulle kulegraves og overtrædelser af menneskerettighederne skulle frem i lyset, med mulighed for amnesti. De dybe sår skulle heles. Ærkebiskop Desmond Tutu blev udpeget, som kommissionens leder, og han var fuldt respekteret i denne rolle. Han skabte meget respekt for hele processen, med sin værdige måde, at håndtere de mange grusomme detaljer, der kom frem.
Sandheds- og Forsoningskommissionen har derfor også været en rolle model for andre konfliktsituationer i verden.

Nelson Mandela fik ført Sydafrika tilbage i verdenssamfundets institutioner igen, efter mange års isolation, under apartheid.
Overalt hvor han kom, blev han hyldet, som den store statsmand han er. Sydafrika begyndte også at spille en vigtig rolle som fredsmægler i Burundi, Congo og andre krigshærgede afrikanske stater.

Da Mandelas periode som præsident i 1999 var slut, valgte han at trække sig tilbage og overlade embedet til sin vice-præsident, Thabo Mbeki. Thabo Mbeki er søn af en af Mandelas medfanger på Robben Island, Govan Mbeki. Det var nu Mbeki, der skulle videreføre bestræbelserne på, at udvikle det unge demokrati.

Siden Mandela trak sig tilbage som præsident, har Mandela været meget aktiv i kampen mod en af Sydafrikas største udfordringer, nemlig HIV/AIDS epidemien. Igennem sin organisation, ”The Nelson Mandela Foundation”, har Mandela sat fokus på forebyggelse og behandling af smittede sydafrikanere, og deres ret til respekt og værdighed, i et samfund, præget af manglede viden og fordomme omkring HIV.

Nelson Mandelas fangenummer 4666/64 er navnet på en organisation, som arrangerer store koncerter til fordel for ofre for HIV/AIDS. Mange af verdens populære stjerner har optrådt gratis i Cape Town, Johannesburg, London og Tromsø, for at støtte sagen.

Nelson Mandela og hans god ven Desmond Tutu, inspirerer stadig mange mennesker rundt omkring i verden, gennem deres kamp for menneskerettigheder. De har begge brugte det afrikanske filosofiske begreb, ”Ubuntu”.
Ubuntu kan bedst beskrives som, ”jeg er et menneske, igennem andre mennesker”. Den rummelighed som Ubuntu afspejler, har gjort Mandela og Tutu i stand til at løse konflikter. Begge tog de kampen mod apartheid, og kom ind i millioner af menneskers liv, og vil altid bliver husket for deres indsats.

Nelson Mandela vil især bliver husket for, den værdighed han udviste overfor sine modstandere. Både på Robben Island, og i sit politiske virke. Selv, da han sad indespærret, var han en fortaler for forhandlinger og forsoning og dialog, som en vej til en løsning på konflikterne. Andre af hans kolleger, var mere opsat på militante kampformer, men Mandela gik stille i gang med de første spæde fredsforhandlinger. Han vil også blive husket - som mennesket, der kom ud af sit langvarige fangenskab, med sin stolthed og værdighed i behold – og uden bitterhed eller had, og talte for forsoning, tilgivelse og kærlighed.

Det var for at ære netop Nelson Mandelas værdige kamp for frihed, at Mandela Center Danmark blev oprettet. Vi kan alle lære noget af Mandela, om hvordan vi kan løse de mange konflikter i også lever med i vores verden i dag. Det er Mandela Center Danmarks opgave, at dokumentere hvordan, og hvad der kan gøres, og inspirerer til, at Mandelas filosofi følges op og søges udøvet i dagens konflikt løsninger.