|
|
| Kronik Politiken Palæstina |
| Saturday, 09 June 2007 07:33 | |
Kronik i Politiken 06.07.2007Palæstina – den forsvundne stat? Af Mahmoud Issa, phd og forfatter, og Trine Pertou Mach, Mellemøstkommentator og folketingskandidat for SF
Lejligheden for at skrive denne kronik er 40-året denne juni for Israels besættelse af Gaza, Vestbredden, Øst-Jerusalem, Sinai og Golan-højderne i 1967-krigen. Den kendes i Mellemøsten som ”Naksa”, minikatastrofen. Men faktisk kræver det en endnu længere hukommelse, hvis man skal forstå problemet – nemlig 60-året næste år for den berømte flygtningeproblematik, også kaldet ”Nakba”, katastrofe: Udvisning af 2/3 af Palæstinas befolkning og etablering af staten Israel i 1948, uden at etablere staten Palæstina ved siden af, som besluttet i delingsplanen i 1947. Spørgsmålet er: Hvad vil Israel egentlig opnå med den 40 år lange besættelse? Kan Israel nå freden med den militarisme-strategi, uden at acceptere en politisk løsning? Vi vil tage udgangspunkt i den fredsproces, der startede i Madrid i kølvandet af den anden Golf-krig i 1991, og dens zig-zag kurs i 16 år indtil 2007. Forudsætningen var at bygge en palæstinensisk stat på de besatte områder siden om side med Israel og finde en retfærdig løsning på flygtningespørgsmålet. Enhver kan se, at det endte i en paralyseret situation, for ikke at sige total kollaps og efterfølgende koma. Oslo-processen forblev en lang række møder, mens bosættelserne er fortsat uden stop. Bosættelserne er i strid med international ret, den 4. Genevekonvention, der siger, at en besættelsesmagt ikke må bosætte civile på besat territorium. Men antallet af bosættere er fordoblet siden 1993 (til 400.000 på Vestbredden) – den største er på størrelse med Svendborg - og bygning af vejnettet på Vestbredden, der adskiller jøder fra palæstinensere er dagligdag; de forbinder samtidig de jødiske bosættelser. Der er etableret flere hundrede checkpoints og fysiske vejspærringer i de palæstinensiske områder. Vestbredden er splittet op i stadig flere usammenhængende enheder. Den israelske annekteringsmur, der bygges med begrundelsen ’sikkerhed’, belejrer og adskiller fortsat palæstinensiske byer og landsbyer, herunder bønder fra deres marker, skolebørn fra deres skole, folk fra hospitalerne. På den side af muren, der vender mod Betlehem, er der fyldt med tomme restauranter og lukkede forretninger, der tidligere vrimlede med turister. Muren har katastrofale konsekvenser for den palæstinensiske økonomi. Gennem de sidste 5 år har Israel revet 450.000 oliventræer op for at udbygge muren og bosættelserne. Oliventræer kan blive 1000 år gamle og er en væsentlig afgrøde for den palæstinensiske befolkning. Den mest frugtbare landbrugsjord annekteres, vandressourcerne kontrolleres og huse ødelægges. Muren er dømt illegal af Den Internationale Domstol i Haag og er flere gange beordret ændret af den israelske Højesteret. Den placeres inde på palæstinensisk jord og har konfiskeret mere end 10 % af Vestbredden – med bosættelser og checkpoints 42%. Store dele heraf er landbrugsjord. Tilbage til palæstinensere er en mængde isolerede bantustans. Gaza er et kapitel for sig. Israel rømmede bosættelserne dér i 2005 men uden at opgive kontrollen med området. 1½ million mennesker er omhegnet i noget, der bedst kan beskrives som verdens største friluftsfængsel. Køreplanen for fred, der blev sat i gang i 2003 af kvartetten, dvs. FN, EU, Rusland og USA, er også strandet. Den lider den store mangel, at den ikke berører fire af de centrale problemer, der skal løses som led i en fredsløsning: Grænsedragningen mellem de to stater, Jerusalems status, flygtningenes ret til at vende tilbage og de ulovlige bosættelser. Med andre ord, så ignorerer Køreplanen kernen af problematikken. På et topmøde i 2002 blev alle arabiske lande enige om en kollektiv løsning på hele problematikken: Israel bliver anerkendt indenfor 1967-grænsen efter at trække sine tropper ud af de besatte arabiske lande. Staten Palæstina skal etableres, og det palæstinensiske flygtningeproblem løses, baseret på fælles enighed om FN-resolution 194 (fra 1948!). Svaret fra Israel var kategorisk afvisning af initiativet, efterfulgt af invasion af palæstinensiske byer, og belejring af Arafat i Ramallah. Sharon slog et permanent søm i Oslos kiste. Kan hans efterfølger levere en modsat politik? 16 år efter Madrid er der kun illusionen og frustrationen tilbage. Politikken udeblev. Den 2. Intifada, våben og militær fylder tomheden, både i Israel og de palæstinensiske områder. Palæstinenserne oplever daglige raids fra Israel med sårede og dræbte til følge. Det Arabiske Topmøde i Riyadh i marts i år prøvede at ændre kursen. Formanden for den Arabiske Liga meldte klart og tydeligt, at Israel har den sidste chance for at normalisere sit forhold til den arabiske verden. Prisen er også klar og tydelig: At Israel trækker sine soldater tilbage fra alle arabiske områder, der blev besat i 1967; i Libanon, Syrien og Palæstina; og at man løser flygtningespørgsmålet. Til gengæld vil alle 22 arabiske lande anerkende Israel og etablere langvarig fred med det. Israels leder Olmert betragter topmødet som en revolution fra den arabiske verden overfor Israel. Peres evaluerer topmødet som et farvel til militær løsning i konflikten. EU og USA stiller sig positive. Spørgsmål er nu: Hvilke mekanismer skal der til for at implementere de tilsyneladende optimistiske meldinger fra internationale, arabiske og israelske aktører (om end med nogle reservationer fra israelsk side, især med hensyn til flygtningespørgsmålet). Kernen til problematikken i Mellemøsten er den 40 år lange besættelse og det 60 år gamle flygtningespørgsmål. Der er al mulig grund til at gøre status her i 40-året. Danmark stemte i 1947 for FN-resolutionen, der vedtog en plan for Palæstinas deling med etablering af både en jødisk og en palæstinensisk stat. Året efter stemte Danmark også for resolutionen, der fastslog palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem eller få erstatning. De 40 år har – trods diverse fredsforsøg – ikke bragt verden nærmere på en løsning af ’alle konflikters moder’. Så hvorledes ser fredsperspektiverne ud, og hvordan er perspektiverne for oprettelse af en selvstændig palæstinensisk stat side om side med Israel? Det internationale samfund, med USA i spidsen, kan sætte den arabiske fredsplan og kvartettens ditto på dagsordenen igen. USA kan, hvis de vil. Men vil de? Det rammer et centralt punkt i israelsk politik: Zionismen. Indtil i dag er zionismens permanente dilemma demografien. Udrensningen af palæstinenserne fra den del af Palæstina, der ifølge 1947-delingsplanen skulle udgøre den jødiske stat fandt sted ved hjælp af militært planlagte operationer. Ca. 750.000 blev fordrevet fra deres hjem (531 landsbyer helt eller delvis ødelagt) som logisk konsekvens af den zionistiske ideologi, der også driver Olmert i dag: Hvordan bevares det jødiske demografiske flertal? 1967-krigen skærpede denne strategiske problematik for den israelske elite. Ledende politiske kræfter i Arbejderpartiet deltog aktivt med at tvangsforflytte tusindvis af palæstinensere fra Vestbredden til Jordan i 1967. Transferpolitikken var øverst på dagsordenen i den nyetablerede stat og har været det lige siden. Olmert-regeringen anvender Mur-byggeriet til at indhegne palæstinenserne i forskellige bantustans. Tilbage står, at konflikten i Mellemøsten vil fortsætte, hvis internationale kræfter ikke blander sig i konflikten. Mange regionale kræfter prøver at udnytte den – og lykkes med det - som middel i deres interne regionale interesser. Moderate kræfter i den arabiske verden, der kæmper for reformer og demokratiske programmer, vil miste terræn og ekstremister vinde frem, hvis ikke løsning bankes på plads med international magt, baseret på international lov. Den moderne demokratiske verden må og skal involvere sig aktivt i konflikten mellem Palæstina og Israel for at stoppe den uretfærdige politik, som har fået sit 40-års-monument i Muren. Men meget tyder på, at det internationale samfund ikke er villig til at sætte magt bag ordene om en permanent løsning af den såkaldte konflikt – som denne kronik gerne skulle have godtgjort drejer sig om en langvarig besættelse med løbende krænkelser af international ret. Og så er der reelt ingen perspektiver for en to-statsløsning. Enhver der kaster et blik på et kort over Israel og Palæstina vil se en ituslået drøm om to-statsløsningen med en levedygtig selvstændig palæstinensisk stat, som kun gennem disse to forudsætninger atter kan blive en realistisk vision. Alle initiativer er blevet begravet under muren. Hvis det internationale samfund ikke vil levere den selvstændige stat, som palæstinenserne er blevet lovet, er der to muligheder: En fortsættelse af Israels apartheid-politik overfor det palæstinensiske folk, der lever i bantustans. Det forekommer dog umuligt, at det internationale samfund fortsat kan acceptere dette. Det efterlader jo så det internationale samfund med alene én mulighed, At arbejde for en ophævelse af den jødiske stat og etablere en multinational, -etnisk og –religiøs stat på hele territoriet. Et land med to nationaliteter uden grænser, og uden frygt for en ideologisk demografisk politik, vil være den eneste løsning, der er tilbage, hvis det palæstinensiske folk skal garanteres blot et minimum af menneskerettigheder. Det vil også automatisk løse flygtningeproblemet og spørgsmålet om Jerusalems deling. Bolden ligger ligenu hos det internationale samfund, med EU og USA i spidsen.. Men det haster. Palæstina forsvinder dag for dag, palæstinenserne svigtes og volden i Mellemøsten fortsætter.
|
Fred opnås
ikke ved krig
men ved
forhandling
